That's the question...
Nå så skete det igen. Man når til det punkt hvor man tænker: Ud eller ind med mennesket?
Ude af øje ude af sind.
Eller ind, helt ind i hjertet.
Det er seriøst ikke pis, en hver pige der har datet en betragtelig mængde fyre må på et tidspunkt spørge sig selv: Undskyld mig, men har jeg ikke stået i nøjagtig samme situation 2000 gange før (i hvert fald 10)? Skal jeg åbne mig selv og gøre mig sårbar eller skal jeg lukke mig og beskytte mig selv og mine følelser? Jeg tænker altid: "Jeg ved jo det ikke kommer til at fungere", "det med at jeg er smuk er jo også bare noget han føler han er nødt til at sige" eller "jeg skal jo alligevel snart hjem". Dårlige undskyldninger er der nok af (+ nogle gode), men nu skal det være slut. Ind med loooouuuve og ud med pessimismen.
Spørgsmålet er nu: Kan jeg godt sige til ham at jeg er bange for at åbne mig fordi jeg ved det ikke vil fungere, eller skal jeg blot ignorere denne angst og i stedet nyde livet NU?
Hjælp!
Nå så skete det igen. Man når til det punkt hvor man tænker: Ud eller ind med mennesket?
Ude af øje ude af sind.
Eller ind, helt ind i hjertet.
Det er seriøst ikke pis, en hver pige der har datet en betragtelig mængde fyre må på et tidspunkt spørge sig selv: Undskyld mig, men har jeg ikke stået i nøjagtig samme situation 2000 gange før (i hvert fald 10)? Skal jeg åbne mig selv og gøre mig sårbar eller skal jeg lukke mig og beskytte mig selv og mine følelser? Jeg tænker altid: "Jeg ved jo det ikke kommer til at fungere", "det med at jeg er smuk er jo også bare noget han føler han er nødt til at sige" eller "jeg skal jo alligevel snart hjem". Dårlige undskyldninger er der nok af (+ nogle gode), men nu skal det være slut. Ind med loooouuuve og ud med pessimismen.
Spørgsmålet er nu: Kan jeg godt sige til ham at jeg er bange for at åbne mig fordi jeg ved det ikke vil fungere, eller skal jeg blot ignorere denne angst og i stedet nyde livet NU?
Hjælp!



